Uge 8 blev en noget omskiftelig uge for mig, da jeg først i sidste øjeblik fik tilføjet onsdagens træningskamp mellem Brønshøj BK (CampoBet 3. Division) og Næstved BK (CampoBet 2. Division), mens jeg måtte droppe torsdagens kamp mellem BK Frem (CampoBet 3. Division) og FC Roskilde (CampoBet 2. Division).
Fredag hoppede jeg dog en tur til Amager for at skyde Fremad Amager mod AB (begge CampoBet 2. Division), men fik på turen hjem besked om, at opgøret i U19 Ligaen mellem F.C. København og Vejle BK var blevet rykket fra lørdag middag til lørdag eftermiddag.
Jeg fik derfor plads i kalenderen lørdag til træningskampen mellem HB Køge (Betinia Liga) og Ishøj IF (CampoBet 2. Division) der blev spillet i Køge, inden jeg drog videre til Valby Idrætspark og opgøret i U19 Ligaen.
Dermed blev der sat check mark ved fire kampe igen i denne uge - det kommer dog ikke til at ske igen her i uge 9.

Fredag 27. februar
19:00 Fredag aften starter Betinia Ligaen op igen efter vinterpausen. Jeg hopper en tur til Lyngby, hvor topholdet Lyngby BK tager imod Kolding IF i 19. runde. Det er ved at være et godt stykke tid siden jeg sidst har været på besøg hos Lyngby BK, det var dengang træneren var David Nielsen og Lyngby BK spillede europæisk. Jeg har ikke tidligere skudt Kolding IF.
Lørdag 28. februar
12:00 Både F.C. København's U15 og U19 hold møder AGF lørdag middag på KB's anlæg. Planen er derfor at tage en halvleg af hver kamp, så jeg får dækket begge hold så godt som muligt. Ikke nogen ideel situation, men når begge hold spiller samtidig, er der ikke meget andet at gøre.

Dermed bliver det "blot" til 2(3) kampe i denne uge - jeg kan lige nå at puste lidt ud i midtugen, da både CampoBet 2. Division og 3. Division bliver skudt i gang i næste uge og så kører vi for fuld damp igen.
