Efter en uge 9 med "blot" tre kampe, går vi nu ind i Uge 10, hvor antallet af kampe bliver det samme, men der bliver skudt i gang i både CampoBet 2. Division og CampoBet 3. Division. Personligt sidder jeg med et lille håb om, at ugen også bliver lidt mindre våd.
Specielt fredagens kamp mellem Lyngby BK og Kolding IF i Lyngby var hård. Det væltede ned med regn, helt voldsomt i 2. halvleg, hvor jeg godt nok kunne finde på ret mange andre steder jeg syntes det ville være sjovt at være.

Regnen forsatte lørdag, hvor jeg først havde F.C. København - AGF i U15 Ligaen, efterfulgt af F.C. København - AGF i U19 Ligaen. I U15 kampen sikrede FCK sig en 3-2 sejr, mens U19 kampen endte 1-1 i ordinær tid og derfor skulle afgøres ved straffesparkskonkurrence.
Her afgjorde FCK's målmand, Tobias Breum Harild, kampen, da han nappede AGF's syvende spark og dermed fik FCK et ekstra point i kampen.
Mandag 2. marts
18:30 Det bliver formentlig min sidste træningskamp denne vinter/forår, når KFUM Roskilde fra Sjællandsserien mandag aften tager imod Gørslev IF fra Danmarksserien. Jeg forventer ikke noget voldsomt fra kampen, det er mest hygge.
Fredag 6. marts
18:30 Fredag aften tager HB Køge imod Esbjerg fB i Betinia Ligaen på Capelli Sports Stadion i Køge. HB Køge sikrede sig et 1-1 resultat ude mod Hobro IK i fredags, mens EfB vandt 2-1 hjemme over AC Horsens lørdag eftermiddag. De to hold er placeret på henholdsvis 11. og 4. pladsen i den næstbedste række.
Lørdag 7. marts
16:00 Lørdag mødes AB og HIK i de to holds første kamp i foråret. Det er en af de kampe i CampoBet 2. Division jeg har glædet mig til hele vinterpausen. Kampen er blevet rykket fra Gladsaxe Stadion til Bane 2 ude hos Brøndby IF.
Dermed bliver det til to yderst spændende opgør i weekenden, samt en hygge kamp mandag aften her i Roskilde.
